Gl. Vor Frue Kapel

Gl. Vor Frue Kirkes fantastiske historie

Gl. Vor Frue Kirke hører under Roskilde Domsogn. Der er ikke faste gudstjenester i Gl. Vor Frue Kirke, men kirken bruges løbende til dåb, vielse og begravelse.

Kirkens historie

Vor Frue kirke er en enestående bygning, Sjællands eneste bevarede frådstens-basilika. En basilika er en kirke med flere skibe, hvor midtskibet er højere end sideskibene, og hvor der er åben forbindelse mellem skibene. Frådsten er en kalkart, der aflejres omkring en kilde. Roskilde er rig på kilder og frådsten. Den første domkirke bliver bygget i frådsten, men erstates siden hen af en teglstenskirke. 

Svend Norman var biskop i Roskilde i perioden 1073-88. Han bygger ikke alene den første domkirke, men også Gl. Vor frue Kirke. I perioden 1160-1400 ændrer kirken form. Et kloster og et tårn bygges til kirken. Dernæst ombygges kirken efter den gotiske arkitekturstil, der dyrker lyset, hvorfor kirken forhøjes og forsynes med hvælvinger og høje vinduer. 

 

 

Tiden efter reformationen

I 1536 gennemføres reformationen i Danmark. Den Katolske Kirke bliver afløst af den lutherske. De danske kirker og deres store jordbesiddelser tilfalder kongen. Kirken ændrer form, da først klosteret rives ned, og en del af kirken brænder.

I 1800-tallet forsøger man at føre kirken tilbage til den romanske form. De gotiske hvælv og høje spidse vinduer forsvinder. I 1907 bygges den nye Vor Frue Kirke syd for Roskilde. Idag bruges den Gamle Vor Frue kirke derfor kun lejlighedsvis.