Arkitektur

En enestående arkitektur venter dig

Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv, fordi kirkens varierede arkitektur fortæller om den europæiske arkitekturs udvikling. Domkirken er bygget til at lukke det guddommelige lys ind og samtidig vise kongernes pragt og magt i det monumentale byggeri, som ikke findes andre steder i verden. Domkirken er en af Danmarks absolutte mesterværker indenfor arkitekturen. 

Da byggeriet af Domkirken blev påbegyndt skulle kirken bygges i romansk stil, en stilart som stammede fra romerne. Stilen er kendetegnet ved runde buer og begrænsede mængde vinduer. Omkring 1200 skete der en ændring af byggeret, da gotikken blev introduceret. Gotikken opstod i Frankrig og er mest kendt for sine spidse buer og store vinduespartier. Gotikken opstod som arkitekturens svar på teologiens fokus på kampen mellem det gode og det onde, lyset og mørket. 

Den romanske stil tillod kun begrænset lysindfald og med gotikken søgte man at fylde kirkerummet med dagslys. Det krævede store vinduespartier, som den romanske stil ikke kunne indfri. I det romanske byggeri var murene bærende for de tunge hvælvede stenlofter. Det tillod kun få, smalle vinduer. 

I gotikken flyttedes vægten fra lofterne over på søjler og imellem søjlerne kunne man nu indsætte store vinduespartier. Store stræbepiller af mursten på kirkens ydre forhindrer, at de tynde søjler knækker under vægten. Gotikken er især kendetegnet ved sine spidse buer. Gotikken gjorde arkitekterne i stand til at bygge højt og samtidig virkede bygningerne lette. Det er gotikken som især forbindes med middelalderens store katedralbyggerier såsom Notre Dame i Paris.