Tip en venPrint
 

Grønlandsk Natkirke

26 maj 20:00 - 23:00

Sted: Domkirken

Det grønlandske kor Aavaat gæster fredag efter Kristi Himmelfart natkirken i Roskilde Domkirke, hvor de medvirker til aftenens gudstjenester. Koret er kendt fra deres årlige optræden i DR’s Julehilsen til Grønland. De optræder også hyppigt for det danske kongehus, ligesom de har sunget for Storbritanniens Dronning Elizabeth. De er ikke uvant med domkirker, og de har sunget i bl.a. København, Lund, Ribe og Dunblane-katedralen i Skotland. De har selvfølgelig også sunget i Grønland og været på verdensturné, som har bragt dem til USA – hvor de sang i FN-bygningen.

Dirigent og musikalsk leder er João Paes.

 

Grønlandsk sang

Grønlandsk kor- og salmesang har sine rødder i det dansk-norske og tyske missionsarbejde i Grønland, men har samtidig en helt anderledes sangstil end i den europæiske tradition. Den grønlandske kor- og salmetradition har en karakteristisk flerstemmig lyd med forkærlighed for langsomt tempi, bred intonering og det såkaldte glissando, når der synges ind på tonerne. Det er ikke kun ørerne, der får oplevelser. I natkirken vil Aavaat optræde i deres fantastiske flotte nationaldragter.

Til natkirken den 26. maj vil Aavaat særligt synge grønlandske salmer i arrangement ved korets tidligere dirigent Mads Lumholt.


Dørene åbnes kl. 19.45. Lysprocession kl. 20. Derefter synger Aavaat frem til kl. 21, hvor der er prædiken. De synger igen efterfølgende. Kl. 22 er der nadverandagt med fællessalmer, hvor Aavaat synger med. Natkirken lukker kl. 23. Som altid mulighed for samtale og skrifte hos præsten – bønner, der skrives i aftenens løb læses højt ved andagten kl. 22.

Præst er Rasmus H.C. Dreyer.