ARKITEKTUR

Enestående arkitektur venter dig

Domkirken er en af Danmarks absolutte mesterværker indenfor arkitekturen! Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv, fordi kirkens varierede arkitektur fortæller om den europæiske arkitekturs udvikling gennem 800 år! Domkirken er bygget til at lukke det guddommelige lys ind og samtidig vise kongernes pragt og magt i det monumentale byggeri, som ikke findes andre steder i verden. 

I dag står kirken som et gotisk mesterværk, men langt flere stilarter kommet til gennem tiden. Roskilde Domkirke, Danmarks betydeligste kirkebygning, både i arkitektonisk sammenhæng og som historisk monument, idet kirken afspejler Danmarks historie fra middelalderen til i dag. Roskilde Domkirke er udpeget af UNESCO som verdensarv af 2 årsager og begge tager udgangspunkt i arkitekturen. 

1: Roskilde Domkirke er med sine ca. 2,5 millioner røde sten et enestående eksempel på den tidlige brug af teglsten til opførelse af store kirkebygninger i Nordeuropa. 

2: 800 års europæisk arkitekturhistorie er samlet i Roskilde Domkirke gennem tilføjelsen af kapeller og våbenhuse i løbet af de århundreder, hvor Domkirken har fungeret som mausoleum for det danske kongehus.

Domkirken er et af de vigtigste monumenter i Danmark. Domkirken er opført i det 12. og 13. århundrede, og har været kongefamiliens gravkirke gennem århundreder og rummer 40 kongelige grave. Sammen med kalkmalerier og kunst fortæller de kongernes, kirkens og Danmarks historie. 

800 års stilarter

ROMANSK

Da byggeriet af Domkirken blev påbegyndt skulle kirken bygges i romansk stil, en stilart som stammede fra romerne. Stilen er kendetegnet ved runde buer og begrænsede mængde vinduer. Omkring 1200 skete der en ændring af byggeret, da gotikken blev introduceret. Gotikken opstod i Frankrig og er mest kendt for sine spidse buer og store vinduespartier. Gotikken opstod som arkitekturens svar på teologiens fokus på kampen mellem det gode og det onde, lyset og mørket. 

Den romanske stil tillod kun begrænset lysindfald og med gotikken søgte man at fylde kirkerummet med dagslys. Det krævede store vinduespartier, som den romanske stil ikke kunne indfri. I det romanske byggeri var murene bærende for de tunge hvælvede stenlofter. Det tillod kun få, smalle vinduer. 

GOTISK

I gotikken flyttedes vægten fra lofterne over på søjler og imellem søjlerne kunne man nu indsætte store vinduespartier. Store stræbepiller af mursten på kirkens ydre forhindrer, at de tynde søjler knækker under vægten. Gotikken er især kendetegnet ved sine spidse buer. Gotikken gjorde arkitekterne i stand til at bygge højt og samtidig virkede bygningerne lette. Det er gotikken som især forbindes med middelalderens store katedral-byggerier såsom Notre-Dame i Paris.

RENÆSSANCE

I arkitekturen førte renæssancepåvirkningen til betoning af det rumlige volumen og brug af antikke elementer som søjler, guirlander og medaljoner. Imidlertid bibeholdtes gotikkens vertikalitet i bygningernes udfoldelse og murenes fladepræg. I Danmark satte renæssancepåvirkningen sit præg allerede på den verdslige kunst, der fremstod umiddelbart efter Reformationsåret 1536. Men renæssancepåvirkningen blev senere uadskillelig fra manierismens indflydelse, som det ses af Christian 4.-tidens nederlandske renæssance. Fra renæssancen stammer Christian 4.'s Kapel (1612-42) af Lorenz van Steenwinckel og Hans van Steenwinckel d.y.

NYKLASSICISME

Nyklassicisme, eller neoklassicisme, er en stilretning i europæisk og amerikansk kunst, arkitektur og kunsthåndværk, der tog udgangspunkt i antikkens græske og romerske kunst. Den nyklassicistiske bygningskunst hentede inspiration i antikkens bygninger. I Danmark introduceredes nyklassicismen allerede i 1757 med den franske arkitekt N.-H. Jardins. Hans elev C.F. Harsdorff og dennes elev C.F. Hansen var de betydeligste repræsentanter for stilen, der kom til udtryk i enkle og sparsomt dekorerede bygninger med pudsede mure. Frederik 5.'s Kapel i Domkirken (1774-78) af C.F. Harsdorff er i nyklassicisme, fuldført 1825 af C.F. Hansen og dermed indbegrebet af nyklassicisme.

Også historicisme og funktionalisme kan ses i Domkirkens arkitektur og design.

Hvor stor er Roskilde Domkirke

Der er i alt brugt 2,5 millioner mursten (teglsten) til byggeriet. 

MÅL

Domkirkens højdemål skal fratrækkes 31,18 meter som er bakkens højde.

Indre mål

- længde: ca. 80 m
- kirkeskibets bredde: ca. 24 m

Nordre tårn

- til tårnets murkrone: 80,75 m
- til top af kobbertag: 108,74 m
- til midten af kuglen: 109,45 m
- til top af fløjstand: 113,74 m

Søndre Tårn

- til tårnets murkrone: 80,41 m
- til top af kobbertag: 108,62 m
- til midten af kuglen: 109,47 m
- til top af fløjstang: 113,78 m

Opmålingen af højder er foretaget d. 22. juni 2007 af Mølbak/Klæsøe/Skotner Landinspektørfirma A/S, Roskilde.